TEATERNOTER MOD 2012

Det er og bliver førstekravet til dramatikeren at skrive den moderne klassiker på linje med Schiller, Brecht eller Marlowe.

I mine øjne er dramatikkens grundlæggende udfordring til stadighed at forstå og udfordre det moderne iscenesætterteater, ligesåvel som det er det moderne iscenesætterteaters fremmedliggørelse overfor den nye dramatik der graver den afgrundsdybe grav mellem det traditionelle og det progressive teater.

Iscenesætterteatrets fastlåsning i klassikerfortolkningen eller i det postdramatiske nulrum er en ligeså stor hindring for teatrets videre udvikling som den moderne dramatikers fortærskede narrativer, med inspiration i absurdismen eller avisoverskrifts-realismen. Det er og bliver førstekravet til dramatikeren at skrive den moderne klassiker på linje med Schiller, Brecht eller Marlowe. Det er og bliver den grundlæggende udfordring til den moderne iscenesætter at vie sit arbejde til netop dette håb: En teaterforestilling på nutidsgrund, nyklassikeren formet med hele iscenesætterteatrets massive arsenal af fantasi, multi-tradition og scenisk liv.

Jeg søger en afbrydelse af dekonstruktionens vej fra midtfirserne til nu, jeg søger en rekonstruktion i stedet, af genre, tragedie, af den store karakterrolle, af det moderne skuespil som en brændende hovedbanegård. Men når jeg ser på forestillingerne i København ser jeg den samme gamle adskillelse mellem klassikere og nydramatik, mellem sidegadesicenesætteren der tjener den nye tekst uden at knække den og de få dybt originale iscenesættere der udelukkende hyres til at vække de døde på ny, i Gengangerne, i Hamlet, i Kasimir og Karoline. Eller en sjælden gang et gæstespil af en eller anden selvdød Berliner-dekonstruktivist hvis hæslige postdramatiske dekonstruktions-forestilling synes mere skabenlonudviklet og rigid end den værste amerikanske soap.

Dette er mine teaternoter på vej mod 2012.